Dette er ikke en artikel om ligestilling mellem kønnene – der er heller ikke ligestilling inden for samme køn – der kommer formentlig masser af indlæg fremover med AI og ligestilling. Dette er en artikel om nogle hyppigt oversete problemstillinger, der forekommer i vores hverdag. En artikel om oplæg til fairness, ligeværd og lige vilkår med øje for målet og ikke starten. Et opråb til opdragsgivere.
Sport udøves hyppigt, hvor man forsøger at gøre det så lige for udøverne som muligt – ikke hvor man forsøger at lægge flest mulige chikaner ind for nogle af udøverne. Det lader til at være lidt omvendt i IT. Nogle løber spidsrod gennem forhindringsbaner med betonklodser på fødderne, mens andre bliver båret igennem, og så er der dem, der tager betonklodserne af, går rundt om spidsroden og sætter en ny betonklods på.
Hvordan optræder det i vores dagligdag?
Nogle steder er der teknologier, man ikke må bruge. Det kan f.eks. være Docker, Cloud eller andre versioner af Java end Java 8 – det kan være fint nok, når man er i situationen, men det giver ikke anciennitet for anvendelsen af teknologierne, og man kommer hurtigt bagud i det teknologiske kapløb om at vinde næste opdrags gunst.
BYOD: Udfordringer og begrænsninger i arbejdsopgaver
Ved nogle opgaver skal man BYOD (Bring Your Own Device), og her er man udfordret på mindst to fronter:
- Tillader egen virksomhed, at man anvender en teknologi?
- Tillader kunden, at man gør det – og hvilke muligheder har kunden for at kontrollere og reagere på potentielle brud på regler?
Man kan blive yderligere udfordret, hvis kunden har andre aktører, der står for dele af infrastrukturen. For eksempel hvis man kun kan anvende forudbyggede Docker-images, der udelukkende er bygget til Intel-processorer og derfor ikke fungerer på de nyere MacBooks. Det kan også være begrænset adgang til infrastrukturen, fordi man ikke er en del af den "rigtige klub."
Ikke BYOD: Når opdragsgiveren kontrollerer arbejdsmiljøet
I de tilfælde, hvor man ikke BYOD, altså hvor opdragsgiveren stiller udstyr til rådighed, har opdragsgiveren mulighed for at kontrollere og overvåge teknologier på maskinen. Her skal man bruge ekstra tid på at finde de ting, man normalt ved, hvor er. Der er ingen forbindelse til ens bagland – på godt og ondt. Man skal gentænke nogle af løsningerne, som normalt ville være oplagte, men som på grund af <indsæt teknologisk udfordring> ikke er mulige i denne situation.
Opdragsgiverens ansvar: Fairness og teknologisk Kontrol
Opdragsgiveren bør overveje at eje sin egen infrastruktur, så de selv kan stå for den og tildele rettigheder, som de har kontrol over. Dette vil give ligeværdige muligheder for projektmedarbejdere, uanset deres tilknytning. Opdragsgiveren bør også sikre sig, at udviklermaskiner tildeles på en måde, der giver mulighed for kontrol og sikring af, at kun tilladt software anvendes. Samtidig skal det sikres, at den software, der udvikles, ikke ligger på andre maskiner, som potentielt kunne udgøre et sikkerhedshul eller et brud på datasikkerheden.
Det vil være nyttigt for opdragsgiveren at definere, hvilke teknologier der må anvendes, og hvilke der ikke må. For de teknologier, der ikke er tilladt, vil det være en god idé at liste alternativer. Denne proces kræver inddragelse af juridisk afdeling, og det er vigtigt, at de forstår forskellen mellem at implementere AI i en løsning og at bruge AI til at implementere løsningen.
For eksempel er Java 8 ikke længere en sikker løsning, og der findes nyere versioner af Java, som ikke kræver dyre licenser. Selvom dette kan være en dyrere løsning, vil det sikre lige vilkår for alle aktører og give opdragsgiveren mulighed for at kontrollere, fremfor kun at stole på, at de regler, der er sat, bliver overholdt. Derfor er det vigtigt, at opdragsgiveren går længere end blot at kridte banen op.
Mangler du sparring på hvordan du kommer videre med AI i dit nuværende setup og hvordan det kan løfte dine processer og din virksomheds digitalisering, så kontakt os på +45 61 77 70 70 eller på mail: rasmus.halvor@soprasteria.com
Læs mere om os og hvad vi kan