Digital suverænitet er blevet et politisk ord. Noget der bliver diskuteret på topmøder og i lederartikler, og som regel handler samtalen om Europa, lovgivning og forholdet til nogle meget store amerikanske virksomheder. Det er en vigtig diskussion og den er bare svær at bruge til noget, hvis man sidder med ansvaret for driften i en dansk virksomhed og skal træffe beslutninger inden næste kvartal.
Der findes en mindre og mere brugbar version af det samme spørgsmål: Hvor mange af jeres kritiske systemer kan I ændre, hvis I bliver nødt til det, og hvad ville det koste?
Det spørgsmål kan man faktisk svare på, men svaret plejer bare at være mere ubehageligt end den politiske version.
Afhængighed er ikke det samme som et problem
Lad os få det af vejen først. Afhængighed af en leverandør er som regel et bevidst valg, og det er ofte det rigtige valg. Man køber en platform i stedet for at bygge den, fordi det er billigere, hurtigere og mere stabilt og man lægger sine data hos nogen, der er bedre til at passe på dem, end man selv er. Man vælger en økosystemløsning, fordi integrationerne allerede findes. Det er ikke dovenskab, det er fornuftig ressourceanvendelse. Problemet opstår et andet sted. Det opstår, når ingen længere ved, hvor dyrt det ville være at gøre noget andet og afhængigheden bliver først farlig, når den er usynlig.
Tre spørgsmål, der kan besvares
Hvis man vil gøre suverænitet konkret, kan man tage de systemer, forretningen ikke kan undvære, og stille tre store spørgsmål til hvert af dem.
- Kan vi flytte det? Ikke i teorien, men i praksis. Findes dataene i et format, der kan læses af noget andet? Er integrationerne dokumenteret? Er der stadig nogen i organisationen, der ved, hvordan det hele hænger sammen?
- Hvor lang tid ville det tage? Tre måneder er en beslutning. Tre år er en tilstand.
- Hvad ville det koste? Både i kroner og øre og i den periode, hvor forretningen kører på halv kraft, mens man skifter.
Det lyder banalt, indtil man prøver at udfylde skemaet og de fleste organisationer opdager, at de kan svare fornuftigt på et par systemer og slet ikke på resten og det er som regel ikke de systemer, man havde regnet med.
Hvorfor det er blevet mere presserende
To ting har ændret sig de senere år.
Det ene er, at flere af de kritiske komponenter er flyttet ud af huset. Infrastruktur, databaser, identitetsstyring og nu også modellerne bag AI-funktionerne. Hver af dem er et fornuftigt valg i sig selv, men tilsammen udgør de et net af afhængigheder, som de færreste har et fuldt overblik over.
Det andet er, at afhængighederne er blevet sværere at gennemskue for da man købte en server, vidste man, hvad man havde købt. Når en AI-funktion i et standardsystem kalder en model, man ikke selv har valgt, kører på infrastruktur, man ikke kender, og er trænet på data, man ikke har set, bliver det sværere at svare på, hvad der egentlig ville ske, hvis den forsvandt eller pludselig blev fem gange dyrere.
Det er en ledelsesopgave, ikke en indkøbsopgave
Her bliver det til noget andet end en teknisk øvelse, for at kunne kende sine exitomkostninger er ikke et argument for at skifte leverandør. Det er et argument for at vide, hvad man har sagt ja til og den viden hører hjemme hos den, der skal stå på mål for beslutningen, og ikke kun i en kontraktmappe. I praksis betyder det, at nogen skal have mandat til at bruge tid på noget, der ikke leverer en ny funktion til forretningen med det samme.
Det er sjældent den opgave, der vinder prioriteringen, den bliver som regel først vigtig den dag, en leverandør ændrer sine priser eller vilkår. Og dér er det ofte for sent at begynde at undersøge alternativerne.
Prøv at kalde det handlefrihed
Jeg er efterhånden ikke sikker på, at ordet suverænitet hjælper nogen videre. Det trækker samtalen op på et niveau, hvor den handler om lande og lovgivning, og hvor ingen i et dansk mødelokale kan gøre ret meget ved det. Handlefrihed er et mere præcist ord for det, der faktisk er på spil. Hvor mange af jeres vigtige valg kan I stadig træffe selv? Og hvad ville det koste at træffe dem om? Det er et spørgsmål, man kan sætte tal på og når man har tallene, bliver det en almindelig ledelsesbeslutning i stedet for et standpunkt.
Digital suverænitet handler i sidste ende ikke om politik, cloud eller teknologi, det handler om at bevare muligheden for at træffe sine egne valg. For de fleste organisationer er spørgsmålet ikke, om afhængigheder findes. Spørgsmålet er, om man kender dem, forstår dem og har et realistisk billede af, hvad det vil kræve at ændre dem.
Jo tidligere den samtale starter, jo flere muligheder har man stadig. Hvis du gerne vil diskutere digital suverænitet, cloud, AI og digital handlefrihed så kontakt os.
Vil du fortsætte dialogen?
Onsdag den 7. oktober kl. 8:30, sætter vi digital suverænitet på dagsordenen sammen med to profiler, der arbejder med emnet hver eneste dag. Sammen ser vi nærmere på nye EU-krav, digital handlefrihed, lokal AI, open source og de valg, som både private virksomheder og offentlige organisationer står overfor lige nu.
Hvis du er nysgerrig på, hvad digital suverænitet betyder i praksis, eller gerne vil høre konkrete erfaringer fra virkeligheden, så håber vi at se dig til en inspirerende morgen med gode diskussioner og nye perspektiver.
Læs mere om eventet og tilmeld dig her