Kære arbejdsgiver, hvor skal morgendagens IT-kompetencer komme fra?

| Læsetid: minutter

Som IT-konsulent hos en førende aktør inden for digital transformation, er det ingen nyhed, at IT-branchen søger kompetent arbejdskraft, og det gør vi også her i Sopra Steria. Det er samtidig svært at knække koden på, hvor morgendagens IT-kompetencer skal komme fra. Jeg har ikke det fulde svar, men jeg deler her min historie om, hvordan praktikpladser kan spille ind i en samlet løsning og hvorfor de er så vigtige.

Som IT-studerende kan det både være hårdt, svært og stressende at søge en praktikplads. Det handler ofte om at finde et interessant sted, der giver plads til at udfolde sine evner kombineret med attraktive opgaver, da det samtidig også udgør næste skridt i ens karriere. Hvis man ikke finder en praktikplads, risikerer man at sidde fast i sin uddannelse. For lidt over et år siden stod jeg selv og manglede en praktikplads. I dag er jeg færdiguddannet og har fået min drømmestart på arbejdsmarkedet – netop fordi jeg startede i praktik. I mit tilfælde krævede det en blanding af eftersøgte kompetencer, ihærdighed, vilje og en smule held.

Ihærdighed betaler sig

Vi skal to år tilbage, da jeg i vores forældregruppe til min lille søn, mødte min nuværende kollega for første gang. Kevins og min fælles interesse for softwareudvikling, DevOps, procesoptimering, javascript og Python bragte os hurtigt videre til snakken om, at jeg skulle søge praktik på hans arbejdsplads.

Jeg tog direkte kontakt til Maiken Lykke, Country Manager i Danmark, som overraskende hurtigt tog sig tid til at mødes med mig. Sopra Steria stod dog ikke til at ansætte praktikanter på daværende tidspunkt, men min motivation, evner og ihærdighed vakte hendes interesse – og kort tid efter tilbød hun mig den ikke-eksisterende praktikplads, som nu var skabt. Jeg var ovenud glad, fordi jeg følte at Sopra Steria var det rigtige sted for mig – især pga. vores særlige fokus på kundens behov og forskelligartede opgaver og ikke mindst vores brede palette af kompetencer.

I løbet af min praktikperiode afprøvede jeg kræfter med AI og chatbots, hvilket var nyt for mig. Det var spændende at få lov til at arbejde sammen med andre entusiastiske og kompetente mennesker, der brændte lige så meget for intelligente IT-løsninger som jeg selv – og det gav mig energi og motivation til at følge med og lære nyt.

Efter et halvt år i praktik, blev jeg tilbudt en studentermedarbejderstilling. Jeg takkede glædeligt ja og fortsatte min rejse hos Sopra Steria. I dag er jeg fastansat og færdiguddannet i mit drømmejob. Det er en stor personlig sejr og super givende at se, hvordan Sopra Steria værdsætter mit arbejde og mig som person.

”Tænk praktik”

Til jer som er studerende, overvejer praktik og måske inspireres af min historie, vil jeg i allerhøjeste grad opfordre jer til at gøre det. I mit praktikforløb fik jeg et unikt indblik i den verden, jeg var ved at uddanne mig ind i og fik mulighed for at arbejde med teknologier, der bliver brugt uden for auditoriet. Jeg håber også, at I, som er arbejdsgivere i IT-branchen, kan se vigtigheden af at tage praktikanter ind. Jeg ved godt, at praktikanter ikke kommer med meget erfaring, men vi kommer med ny viden, nye kræfter og stor motivation – og vi skal jo starte et sted, så hvorfor ikke netop hos dig? Det eneste, vi vil, er at lære og være med til at gøre en forskel.

Så kære arbejdsgiver; hvem skal din næste praktikant være?

Search